Mette Frederiksen fortalte i Politíken Søndag om en drøm, hun har. En drøm, hvor Danmark ikke længere er styret af frygt for sin egen skygge. Hvor frygten for den store verden, for Ahmed og Muhammed, og for at møde sin banemand på gaden er erstattet af noget helt andet: Håb.

Mette vil ændre danskernes mentalitet til noget, hun kalder “Den Danske Drøm”. Vi skal leve i fred og fordragelighed i fællesskab med vores naboer, og sammen nå et stadie, hvor vi håber på at få et bedre samfund og sammen kæmper for at nå det. Den følelse har danskerne mistet efter syv år med en borgerlig regering.

Jeg mener helt klart, at Mette Frederiksen har fat i noget godt her. Danmark er blevet et frygtsomt og nervøst land at leve i, og jeg tror ikke kun det skyldes, at volden er blevet mere synlig i dagligdagen. Jeg tror i høj grad også det skyldes Dansk Folkeparti. Som forklaret i mit seneste indlæg er Dansk Folkepartis eksistensgrundlag danskernes frygt for det fremmede. Derfor gør de alt for at fremme denne frygt. Dette, sammenholdt med regeringens enhver-er-sig-selv-nærmest-politik, har fjernet fællesskabsfølelsen fra vores sind, og det er i bund og grund også derfor, det ikke går bedre for den røde fløj.

Danmark trænger til mere fællesskab. Ikke kun, når vi skal slage tysken i håndbold eller spansken i fodbold. Nej, vi skal også have fællesskab til hverdag. Hvor man ikke lader kollegerne i stikken for at tage sig en slap-af-dag foran fjerneren, men i stedet tager en tjans for fællesskabet og gør en indsats for vores fælles bedste. Det er en drøm, der er værd at kæmpe for. Tak for din inspiration, Mette Frederiksen!

Danske politikere har altid været gode til skræmmekampagner. Vi har set Anders Fogh Rasmussen gøre det så sent som i sidste valgkamp, med hans brev til de danske boligejere. Men vi har også set Poul Nyrup Rasmussen gøre det - da han under en valgkamp mod Fogh stod og rev sider ud af bogen “Fra Socialstat til Minimalstat” under parolen “Det mener han jo ikke mere”. De er altså lige gode om det. Begge sider i dansk politik skræmmer vælgerne ved at fortælle uhyggelige historier om de andre. Dog er der ét parti, som mestrer kunsten at skræmme mere end noget andet: Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis PR-stab har et talent for at producere annoncer, som virker skrækindjagende på de danskere, som ikke ved bedre. En burkaklædt dommer, en muhammedtegning eller andre illustrationer over retsstatens påståede fald. Alle eksempler på emner, som skal skræmme potentielle vælgere til at stemme på Pia næste gang. Og det virker.

Endnu engang viser meningsmålingerne, at DF’s skræmmekampagner virker efter hensigten. Sommerens dårlige stemning omkring EU har hjulpet DF til at profilere sig selv igen som et EU-fjendtligt parti. Det må man selvfølgelig respektere, og hver mand sine meninger. Dog bryder jeg mig ikke om deres metoder.

Mange kritikere, heriblandt mig selv, har aldrig været blege for at kalde DF for et landsbytosse-parti. Den kritik står jeg ved. - Alene deres kampagnekoncepter bevidner, at de appellerer mest til de værste sider af det danske sind: Frygten og ensporetheden. Forsmåede landboer og ældre, der er bange for den fagre ny verden og alt der er nyt. Deres strategi har vist sig at være den nok bedst udtænkte siden Mogens Glistrup i 1973 ramte en folkestemning, der gav ham historisk succes.

Lige nu synes intet at kunne stoppe Pia og co. i deres fremgang. Deres planer er lykkedes lige siden de fik den reelle regeringsmagt i 2001. Den frygt, som DF indgyder i deres vælgere, har styret landet i snart syv år, og det ser ikke ud til at vende foreløbigt. Vi kan kun håbe på, at det sker en dag…

Der tales for tiden, med stor forargelse i stemmen, om de europæiske regler, som underkender den danske udlændingepolitik. En politik, vi i nogle år har kaldt “fast og fair”. Fast er den, javist, men er den virkelig så fair som vi selv påstår?

EU-domstolen har haft kendelser, der viser, at den danske udlændingepolitik er for hård. De har magten til at overtrumfe de danske regler, og tvinge os til at finde nogle nye og mere lempelige regler. Det har fremkaldt ramaskrig fra samtlige danske medier og politikere. “Danmark mindre suverænt“, “Vi bestemmer ikke længere over vores eget land” og så videre.

Danskerne overreagerer kraftigt i denne sag. Som ægte danskere forsvarer vi os ved at krybe ind i vores eget lille hjørne og råbe af dem, der ikke er enige med os. Det er ikke måden at tackle sagen på. I stedet burde vi vende blikket lidt indad, og huske på, at vi selv var med ved bordet, da disse regler blev vedtaget! Vi skal ikke straks fare op af stolen og brøle “Danmark for danskerne!“. Nej, vi burde i stedet diskutere, om der er noget om snakken eller ej. Er den danske udlændingepolitik for hård? Har vi behov for at afvise alle fremmede ved landets grænse, i stedet for at give dem en fair sagsbehandling? Det mener jeg ikke.

Dansk udlændingepolitik er ikke fair, og hvis vi ender med at fjerne os fra EU for dansk udlændingepolitiks skyld, melder jeg mig ud af Danmark og ind i et ordentligt land. Basta.

De Radikale fremlægger i dag deres 12 bud på en bedre, og mindre aggressiv dansk udenrigspolitik. Et hurtigt overblik over de 12 bud giver indtryk af, at De Radikale mest af alt har ønsket at nedmejsle deres holdninger overfor danskerne, såvel som de øvrige partier på Christiansborg. Dermed også sagt, at der ikke er så meget nyt at finde i udspillet, selvom det dog har et par interessante punkter.

Oprettelse af en terrorkommission er det første punkt på listen. En terrorkommission skal sikre, at vi er godt beskyttet mod terror, uden at det går unødvendigt ud over vores egen retssikkerhed. Desuden er det et radikalt ønske om at undgå for meget overvågning i det offentlige rum. Margrethe Vestager udtrykte i TV2 NEWS her til morgen, at hun mener at der kommer for mange hurtige løsninger og dermed for mange ineffektive bud på, hvordan vi bedre sikrer os mod terror. For eksempel øget overvågning, der ganske vist giver PET nogle muligheder i forbindelse med efterforskning, men også i dén grad bidrager til mere utryghed i danskernes hverdag. En terrorkommission skal således vurdere, om der findes andre måder at beskytte sig mod terror end dem, vores politikere udtænker over en kop kaffe torsdag eftermiddag.

Det glædelige ved dette radikale forslag er, at de for alvor erkender, at vi ikke kan ride stormen af og håbe på, at terroristerne lader os være, hvis vi er søde fra nu af. Jeg vil gå så vidt at sige, at De Radikale har bevæget sig lidt mod højre i deres udenrigspolitik, og er mindre venstreorienterede end de før har været. Dette kan kun vise sig som en fordel for det fremtidige regeringssamarbejde mellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale.

Næste spændende bud på en bedre udenrigspolitik er afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så Danmark aktivt kan deltage i EU’s kommende koordinerede aktioner, dels mod diverse slyngelstater og oprørere, men også mod terrororganisationer, der opererer på tværs af Europas grænser. Der er for så vidt ikke noget nyt i dette forslag, det interessante (og meget positive) er blot, at De Radikale tager sig tid til at tage et EU-forbehold med i deres udspil.

“Krig skal kræve et bredt flertal i Folketinget” hedder et andet godt bud. De Radikale vil for alt i verden undgå en ny Irak-situation, hvor regeringen med et meget smalt flertal sender landet med i en angrebskrig. Det virker meget logisk at indgå sådan en aftale for fremtiden, så vi ikke igen går i krig uden at den brede befolkning også bakker op om det. Derfor også roser til De Radikale for dette forslag.

Her kommer så et punkt, der for mig virker som helt nyt toner fra De Radikale. De vil nemlig gå med til militære interventioner uden FN-mandat. Et militært udgangspunkt, som man ellers har kritiseret flittigt, da Bush sendte amerikanske styrker ind i Irak. Også her har De Radikale tilsyneladende bevæget sig lidt til højre.

Alt i alt et udmærket oplæg fra De Radikale. Ikke fordi der var så meget nyt under solen, men fordi de får gjort opmærksomme på, at de altså ikke bare går terroristernes ærinder og kun kritiserer regeringens politik fordi de frygter terror. De har selv noget andet at byde på, som de selv mener er bedre. Og det er vel i bund og grund det, politik handler om.

I øvrigt et par rosende ord til Margrethe Vestager for hendes håndtering af de sidste par ugers modgang. Det er aldrig klogt at kritisere regeringen lige efter et angreb, det ved alle partiledere efterhånden, men Margrethe Vestager har, efter en noget famlende start, fået det vendt til noget positivt med dette udspil. Ved hjælp af vedholdenhed og trodsighed har hun fået skabt en debat, alle de andre partier ellers forsøgte at aflive straks efter det første startskud. Godt gået, Vestager!

Venstre præsenterer her til morgen et ægte liberalt forslag. “Alt skal kunne privatiseres,” hedder det. Netop dette er klassisk liberalisme, der handler om at minimere den offentlige sektor og udlicitere samfundets ansvar til private så vidt, det overhovedet er muligt. Forslag som disse har været fy-ord i Venstre siden de overtog regeringsmagten i 2001, da man overgik fra “Danmarks Liberale Parti” til at ville være Danmarks nye socialdemokrati. Den daværende opgave lykkedes desværre, og siden da har Venstre hævdet, at de kæmpede for den offentlige sektor, mens deres lovændringer og forslag blot har været med til at nedbryde den.

Siden 2001 har det været muligt at skjule disse skumle bagtanker for Danmarks befolkning, men nu mener Venstre åbenbart, at folket har vænnet sig så meget til dårlig service og forringelser, at vi er parate til at blive liberale. Heldigvis tror jeg, at Venstre har begået en alvorlig fejl her. Forslaget mødes nemlig med skepsis fra alle sider. Søvndal er selvfølgelig den første, der er ude med riven: “Fogh sætter hele landet til salg”. En god one-liner fra Villy, der nok appellerer til hans egne vælgere, men ikke flytter så meget. Mere spektakulær er Dansk Folkeparti og De Konservatives reaktion.  ”Alt for liberalt” og “for bombastisk” lyder det fra de to partier. Denne forbeholdenhed kan nemt flytte et par borgerlige stemmer fra Venstre mod højre.

Det parti, der flytter mest stemmer på dette her, er nok Venstre selv. De sparker nemlig til alle de offentligt ansatte, der siden 2001 har overvejet at stemme Venstre langt væk. Jacob Jensen siger indirekte, at deres indsats ikke er god nok, eller i hvert fald må kunne gøres både bedre og billigere. Det er ikke noget der kalder stemmer til sig fra den lejr. Det eneste, Venstre får ud af dette forslag, er at frarøve Ny Alliance deres liberalister og ellers frastøde sig en masse andre.

Venstre er fortsat Danmarks Liberale Parti, men det gavner dem næppe…

 

Danmarks forbehold for EU skal snart til afstemning. Mindst et forbehold kommer til afstemning til efteråret, men det er endnu ikke fastlagt, hvordan der skal stemmes: Alle på én gang, hvert forbehold for sig, eller en helt tredje kombination. Hvordan man tackler de tre andre forbehold er knap så interessant, idet de bliver relativt nemme at komme af med. Den største kamel at sluge for danskerne bliver nemlig euro’en. Den store, stærke fællesvaluta, der kommer for at tage livet af den kære, traditionsomspundne gamle krone. Mit håb er, at folketinget vælger at holde euro-afstemningen for sig selv og til sidst, så der er tid til at lægge en massiv oplysningsindsats ind overfor befolkningen.

Vi vil jo nødigt af med den, vores kære krone. De fleste danskere har et nært forhold til kronen, fordi vi har haft den så lang tid, og fordi den de sidste mange år har været en stabil og pålidelig valuta. “Kronen ved man, hvad er. Euro’en medfører bare stigende priser og lavere lønninger, fordi de høje herrer ikke kan finde ud af at omregne.” Sådan tænker man nemt, når man vejer kronen op mod euro’en. Hvad man glemmer er blot, at man nu har den fornødne erfaring med indførsel af euro’en, at man næppe igen skal igennem “teuro“-perioder som i Tyskland og Frankrig, da den blev indført der. Desuden fører vi i dag en fastkurspolitik der gør, at kronen er så tæt bundet op ad euro’en, at vi ikke kommer til at mærke nogen prisforskel selvom vi skifter.

Oplysning er hårdt tiltrængt
Skulle vi stemme om euro’en i morgen, ville resultatet blive et klart nej. Stemningen omkring euro’en har ikke ændret sig særligt siden afstemningen i september 2000, og der er heller ikke blevet ydet en indsats for det. Netop derfor er det på tide at råbe befolkningen op og oplyse om de mange fordele der er ved euro’en.

Indførsel af euro’en vil styrke Danmarks position i EU rent politisk, idet vi ikke længere vil blive anset som et outsider-land med forbehold og kritiske røster. Derudover vil det være en styrkelse af handlen internt i EU, både for private og virksomheder. Pengeinstitutterne sparer vekselgebyrer og kan koncentrere sig om at skabe et økonomisk stabilt marked. En fælles møntfod står nemlig langt stærkere end mange små, individuelle valutaer. Øvrige fordele ved euro’en kan findes her.

Som situationen er i dag, sidder Folkebevægelsen mod EU med alle trumfkortene. De kan hurtigt råbe befolkningen op med deres søgte modargumenter og skræmmebilleder. De appellerer i høj grad til patriotiske og småstatsromantiske danskere, der frygter at blive glemt i det store Europa. For dem må vi gøre det klart, at Danmark ikke er en ligegyldig mini-nation i Europa. Alene det faktum, at vores statsminister er seriøs kandidat til posten som præsident for EU viser tydeligt, at Danmark er et land man tager seriøst i EU.       

Jeg er sikker på, at danskerne kan overbevises om, at euro’en er en god og stærk valuta, som vi også bør have herhjemme. Men hvis vi ikke får hænderne op af lommerne og kommer i gang, bliver det en umulig opgave. Tiden er inde til at tage hul på debatten om forbeholdene, jo før jo bedre.

Den politiske diskussion i Socialdemokratiet lever i bedste velgående. Det viser den seneste resultater fra Den Røde Skole, som nu er på banen med en række kontroversielle forslag. Politiken.dk fremstiller det som revolutionerende og nytænkende for socialdemokrater, men for mig virker det som fornyelse af den klassiske, socialdemokratiske ideologi. Vi vil styrke den offentlige transport og mindske forureningen - det klarer vi i storbyerne ved at indføre roadpricing. Det vil naturligt øge incitamentet til at benytte tog og bus, for nogle endda cyklen. Jeg ser ikke noget videre kontroversielt i dette forslag. Mange andre europæiske storbyer har for længst indført forskellige former for roadpricing, og det er helt naturligt, at i hvert fald København følger trop.    

Økonomiske fordele til virksomheder, der hjælper til at forbedre integrationen. Det er smart, og det er nyt. Ligesom der i øjeblikket findes tilskud til ansættelse af flexjobbere og borgere under revalidering, skal der også findes tilskud til andre af samfundets svage og udsatte grupper. Herunder de dårligt integrerede indvandrere. Ved at give dem noget at stå op til, får vi dem væk fra gadehjørnerne og nattelivet - samtidig med at vi markant øger deres livskvalitet. Mange års erfaring har efterhånden vist, at det ikke sker af sig selv. Derfor må samfundet skride ind og hjælpe til, hvor det kan. Det er god socialdemokratisk politik.

Så er der beskatningen af boligejerne. En gammel traver, som blev brugt i gamle dage, men som ingen længere tør røre ved. Mange års økonomisk opsving har gjort flere til boligejere, og derfor er det en meget stor vælgergruppe at lægge sig ud med. Det er her, jeg ser modet i Den Røde Skole. Man tør diskutere politik og man tør komme med de udfordrende forslag.

Socialdemokratiet var i gamle dage et parti, der kæmpede for sine værdier uden at tænke så meget over, om man udsatte nogle enkelte befolkningsgrupper. Man gjorde, hvad der var nødvendigt for samfundets og fællesskabets bedste. Oluf Palme, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Thorvald Stauning - alle var de mænd, der turde udfordre befolkningen både på pengepungen og på hverdagen. Enten var man for eller imod. Sådan er det ikke længere. Vi savner idealisme og politisk mod i dansk politik.

Desværre er partitoppen ikke helt enig med mig…

Synspunkt i JyskeVestkysten

Endnu engang blev det 1. maj, og dermed tid til at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. En mærkedag, som mange danskere de senere år har diskuteret nødvendigheden af meget flittigt. Har vi stadig brug for 1. maj? Er det blevet mere national drukdag end kampdag? - For nogens vedkommende, måske. Men det er ikke derfor jeg fejrer 1. maj.

De danske arbejdere kan være stolte af de rettigheder, de har tilkæmpet sig gennem årene. 37 timers arbejdsuge, fem ugers ferie og barnets første sygedag. Goder, som vi danskere nyder godt af, men som mange tager for givet. Det har ikke været nogen nem kamp, og for mange arbejdere i udlandet er vores privilegier en utopi, som de ikke engang tør drømme om.

LO har op til dette års 1. maj lanceret en kampagne, de kalder „Gør Noget!“. En kampagne, der skal minde os om, hvad 1. maj egentlig er til for. En international kampdag for verdens arbejderklasse, der giver os chancen for at vise solidaritet med de arbejdere, der stadig kæmper en hård kamp for de mest basale rettigheder.

Bananarbejdere i Guatemala, bygningsarbejdere i Mozambique og børnehjemsarbejdere i Rumænien. De er alle mennesker, der har brug for vores støtte og solidaritet.

Verdens fagforeninger bruger 1. maj til at støtte de arbejdere, der har mest brug for det. Det er en indsats, jeg må nikke anerkendende til, og det er blandt andet den indsats der gør, at jeg føler, at Arbejdernes Internationale Kampdag er værd at fejre.

Denne artikel er bragt i DSU’erens kongresudgave, 18. april 2008

 

De kooperative virksomheder har siden 1922 holdt liv i arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske idé. Læs her om, hvorfor det er vigtigt, at vi fortsat støtter Kooperationen og dens værdier.

Af Martin Bendtsen og Daniel Jørgensen

 

Det var med selveste Thorvald Stauning i spidsen, at Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922 blev dannet. 117 delegerede fra virksomheder fordelt over hele landet satte sig sammen for at danne et forbund, der byggede på solidaritet og fællesskab. Et forbund, der skulle sikre arbejderne et godt liv fra vugge til grav.

 

Kooperationen voksede med årene, og i år 1950 omfattede Det Kooperative Fællesforbund 530 virksomheder af alle slags. Der var forsikringsselskaber, bagere, frisørsaloner, banker, aviser og endda et bryggeri, som vi nok alle sammen har hørt om: Bryggeriet Stjernen. Virksomhederne oplevede stor tilslutning hos arbejderklassen, og konceptet opnåede mangeårig succes og stabilitet.

 

Arbejderen blev således holdt i hånden gennem hele livet. Man startede som barn i Arbejdersangkoret, placerede sin opsparing i Arbejdernes Landsbank, og forsynede sig løbende med læsestof fra Social-Demokraten (senere Aktuelt) og bøger fra forlaget Fremad. Når man nærmede sig de tyve år, tog man på højskole med LO og holdt sig radiofonisk opdateret om verdenen udenfor med et ARAKO-apparat. Senere skaffede man sig et job i for eksempel et murerfirma under Det Kooperative Fællesforbund, engagerede sig i sin fagforening og støttede i øvrigt Socialdemokratiet. Når tiden så kom, hvor man havde drukket sin sidste Star-pilsner og læst den sidste udgave af Aktuelt, blev man begravet ved Arbejdernes Ligkistemagasin og muligvis kremeret hos Arbejdernes Ligbrændingsforening. Så omfattende var Arbejderbevægelsen dengang.

 

Op gennem 1960’erne og 70’erne stod de kooperative virksomheder bag de fleste af de sociale boligbyggerier. Boliger til arbejderne skulle bygges af arbejdernes virksomheder. Det var en selvfølge under de socialdemokratiske regeringer. Da vi så nåede til 1980’erne begyndte det så småt at gå ned ad bakke for Det Kooperative Fællesforbund. Bryggeriet Stjernen var for længst gået nedenom og hjem, og mange andre begyndte at falde af på den. Øget konkurrence og mindre arbejderklasse var ved at tage livet af Fællesforbundet.

 

I løbet af 1990’erne blev Det Kooperative Fællesforbund fusioneret med Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning og skiftede navn til det, vi kender i dag: Kooperationen. De tilbageværende virksomheder ligger længere fra vores hverdag end før i tiden, men konstant fornyelse og udholdenhed har alligevel holdt liv i blandt andre Arbejdernes Landsbank, ALKA Forsikring, mindre håndværksvirksomheder og forskellige boligselskaber.

 

Det har været en lang og opslidende kamp for Kooperationen at holde fast på sine værdier og overleve den stigende liberalisering af samfundet. Mange faste støtter er faldet fra med årene, og den enorme bevægelse er lige så stille gået over i historiebøgerne.

 

Denne artikel er ikke ment som en nekrolog over Kooperationen. Derfor er det vigtigt at pointere, at vi som socialdemokrater stadig er medlem af denne bevægelse. Som socialdemokrat er det en tradition at støtte de kooperative virksomheder. Bevægelsen bygger på billigere og nemmere hverdag for kunderne. Dermed får du for eksempel også 10 % rabat i ALKA, når du er kunde i Arbejdernes Landsbank. Du får højere renter i banken, hvis du er medlem af et LO-fagforbund, og sådan fortsætter det.

 

At støtte de kooperative virksomheder er en dyd for socialdemokraterne, og hermed er også en opfordring givet videre til de mange unge DSU’ere, som endnu ikke kender den socialdemokratiske bevægelse sande fordele og omfang.

 

Til de, som er på Facebook kan det også anbefales at tilslutte sig gruppen ”Jeg støtter de KOOPERATIVE virksomheder!”, som er oprettet for at skabe mere opmærksomhed omkring de værdier, der ligger i vores kære bevægelse.

 

Historiske kilder:                   

 www.kooperationen.dk

 www.pladstilosalle.dk

 

“Samling om fornyelse” hed et af Helle Thorning-Schmidts første store udspil som formand. Formålet var at samle stumperne efter mange års fløjkrig og igen skabe et stærkt og forenet parti. I starten virkede det som en uoverkommelig opgave, med højtstående kritikere som Ritt Bjerregaard og Svend Auken, mindre tilregnelige MF’ere som Thomas Adelskov og John Dyrby, og dertil en generelt ung og uerfaren folketingsgruppe.

Socialdemokraterne har siden 2005 været gennem flere både op- og nedture med Helle som formand. Siden valget i november har især Ritt været ude med riven med sin Røde Skole. Siden lancerede Mette Frederiksen sine ni teser, som skulle indikere hendes drømmekurs for Socialdemokraterne de næste par år. Helle Thorning-Schmidt må have haft rigeligt at tænke på, men nu ser det ud til, at fløjkrigene og tænkepausen er forbi.

Fredag og lørdag bragte Politiken to kroniker, skrevet af Helle Thorning-Schmidt. Den første skulle gøre en ende på “Den Tredje Vej” og vise, at tiden er inde til at gå ad andre veje. Den anden var en opremsning af ni progressive valg, som Socialdemokraterne opfordrer danskerne til at træffe før næste folketingsvalg.

Helles nye kurs har vist sig at være vejen frem. Vestegnens borgmestre støtter den, Mogens Lykketoft støtter den, og senest har også Ritt Bjerregaard erklæret sin støtte til de ni valg. Også SF er særdeles positive overfor den nye kurs, som i øvrigt også virker nem at sluge for folkesocialisterne. SF har den senere tid efterlyst et fælles fodslag for oppositionen. Det lader til, at Helle har taget opfordringen til sig, og sagtens kan gå sammen med SF om sine ni progressive valg.

Der er mange gode ting i Helles valg. Hun kritiseres for at være luftig, men kritikerne glemmer også, at to kroniker ikke nødvendigvis skal indeholde et nyt partiprogram. Hun understreger blot, at Socialdemokraterne har progressive værdier, er ansvarlige overfor Danmarks økonomi, og nu, efter en tænkepause, igen er klar til at tage kampen op mod den borgerlige regering og skabe grundlaget for en samlet opposition, der kan slå VKO ud af regeringskontorerne.

Socialdemokraterne står nu mere samlede end de har gjort længe. De er klar til ny politikformulering, og har allerede et godt udgangspunkt, både fra Den Røde Skole, De Ni Teser og Ni Progressive Valg. Villy Søvndal har sammen med SF også meldt sig under fanerne, og dermed mangler kun De Radikale - så har vi et regeringsgrundlag!

De, der dømmer Socialdemokraterne ude, kommer snart på andre tanker. Vi er først lige begyndt.